19. juli 2009

tvært.

du er som en gammel cykel med et par ridser i lakken. du kan køre. måske ikke med fuld fart fremad, men du behøver ikke støttehjul. det ved jeg. du tror det, men jeg ved du ikke behøver dem. du kræver det. jeg bliver resistent over for dine udtalelser. du gør det klart for alle, at dine støttehjul er bedre end nogen andens. jeg bliver frustreret, siger 'blærerøv' men føler misundelse. det er klart nok. jeg ville også gerne have støttehjul igen. jeg har prøvet det, og det var meget mere sikkert. eller, i grunden ikke rigtig. man kan stadig vælte og slå sig gevaldigt. og samtidig med, at man føler sig stor og stærk og kan klare hvadsomhelst, alene af den grund, at man har støttehjul, kører man over brosten. støttehjulene knækker. man vælter. ligger dér mellem ben, støv, cykeldele og brosten og tænker 'hvad så nu?'. man går til cykelhandleren og fortæller hvad der er sket. man får et blik der leder tankerne hen på skyldfølelse. måske var det ham, der ikke havde fæstnet støttehjulene nok? måske var det meningen at de skulle ryge af? hvor længe havde der været risiko for at man kunne falde og slå mig? måske skulle man bare lade støttehjulene ligge derhjemme. ikke engang derhjemme, men så langt væk som muligt. jeg savner mine støttehjul. måske er de gamle, ødelagte og rustne, men engang var de perfekte, og hvis bare man polerer nok, er jeg sikker på, at der nok skal komme noget godt ud af det. jeg ville endda montere dem på min cykel. men vent.. min cykel virker ikke. og det er ikke engang min længere. ..øv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar